Se også opslagene på TV'et hos min KØBMAND i Arnum



Tid til livsrefleksion – tid til overblik

Dato: 8. juli 2017

Klokken: 16:00 - 10:00

Sted: Stensbæk - Den Holistiske Højskole

Arrangør: Stensbæk - Den Holistiske Højskole


​Starter lørdag den 8. juli kl. 16.00 til fredag den 14. juli kl. 10.00.

Personlig udvikling gennem psykodrama

Stop op og se, den vej du går. Hvor er du nået til, og hvor vil du hen? Er der noget du vil have mere af? Er der noget du vil give slip på eller justere?

Kurset byder på personlig udvikling, hvor du på en kreativ måde får mulighed for at reflektere over temaer fra dit eget liv. Vi hjælper dig i gang med processer, der rydder op eller skaber bevægelser i psyken, og giver mulighed for forløsning og ny-orientering.

Vores indgangsvinkel er psykodrama (sjæl i handling), som er en oplevelsesorienteret, samt støttende psykoterapeutisk metode, hvor du undersøger og bearbejder dine livstemaer. Det kan f.eks. være at undersøge en indre eller ydre konfliktsituation, en drøm eller en relations-problematik. Det kan også være et ønske om en ny kurs i livet.
I psykodrama er gruppen vigtig. Gruppens deltagere hjælper og støtter hinanden. Ved at opleve og tage del i de andre deltageres processer, opnår du selv værdifulde erkendelser, fordi det som sker, ofte vækker genklang i dig.

Der vil i programmet være indlagt andre små aktiviteter som f.eks. bevægelse/dans, mindfulness, gåtur og visionboards, samt små teoretiske oplæg der tilpasses gruppens temaer. Som en løbende proces gennem ugen vil du desuden lave din egen livskurve. Den kan bidrage til større overblik, og muligheden for at se en rød tråd i livet.

Vi håber og tror, at kurset vil være et skridt til at komme endnu tættere på dig selv. Du vil få nye indsigter, nye handlemuligheder, og større overblik i forhold til din livssituation.

Dine skridt på vejen vil gennem hele ugen blive omsorgsfuldt guidet af to uddannede terapeuter. Der kræves ingen forkundskaber for at være med.
6-12 deltagere.

Undervisere:
Gitte Paulsen: Integreret psykodrama-terapeut, fysioterapeut.
Gitte Sophie Pilkær: Integreret psykodrama-terapeut, kunstlærer og procesleder. www.psykodrama-terapi.dk
​
Pris: 4500,- kr. Efterlønnere, studerende, pensionister og arbejdsløse 3950,- kr. Tillæg på 600,- kr. for enkeltværelse.